LOGO

Så kom jeg endelig igang på Blogger Delight. Det har længe stået på min to-do-liste, men der har simpelthen først været tid til det nu. Der sker rigtig mange ting i mit liv lige nu, og det vil bloggen helt sikkert også bære præg af. Jeg vil kort fortælle, hvilke bolde jeg har i luften lige nu, og jeg håber I vil læse med, og på den måde også få et indblik i min hverdag.

Nyt hus
Jeg har for første gang købt et hus, og så er det sammen med min kæreste. Vi overtager huset den 28. juli 2015, hvilket betyder at vores lejlighed lige pt ligner indersiden af en bumpet flyttebil. Men når det så er sagt, så glæder vi os helt vildt til at flytte ind i et dejligt hus på 108 m2 med egen have.

Egen virksomhed
Det er nu en gammel nyhed, at jeg i januar i år startet min egen virksomhed, men det tager tid – det tager faktisk næsten alt min tid. Det er svært at være kommet fra store København til lille Holstebro, for så at skulle finde en kundekreds – ja, faktisk bare en omgangskreds. Men det går fremad, og i morgen skal jeg have møde med Sweetdeal, som kontaktede mig for et par uger siden, så det bliver spændende, hvad vi kan finde ud af sammen.

Job i Fitness World
I sidste uge var jeg til jobsamtale i Fitness World i Holstebro, og i går var så min første arbejdsdag. Det er fedt at lave noget, jeg brænder for, og at mine kollegaer har samme interesser som jeg. Det er dejligt endelig at have noget fast, i sær når vi snart overtager huset – som vi selvfølgelig ikke er kommet gratis til.

Venter svar fra studiet
Ligesom tusindvis andre unge mennesker, så venter jeg også på svar omkring min ansøgning til studiet. Jeg har søgt ind på fysioterapeut på VIA i Holstebro, og jeg vil give mine højre hånd væk for at komme ind nu til september. Ventetiden har været forfærdelig, og den bliver bestemt ikke bedre. Al den uvished er slet ikke noget for mig. Jeg ville planlægge hele mit liv fra nu og til jeg skulle herfra, hvis det stod til mig, men det kan nok ikke lade sig gøre. Så den 31. juli har bare at komme hurtigere end nogensinde! 🙂